Flere tosprogede på efterskolerne

20 efterskoler i Sydøstjylland er gået sammen. De vil lokke flere tosprogede unge til at gå på efterskole.

- Efterskolen er en enestående chance for at lære alle de skrevne og uskrevne regler i det danske samfund, siger Harun Güler, der er ansat til at hjælp to-sprogede unge i gang med efterskolen.

Der er store både kulturelle og økonomiske udfordringer i at få to-sprogede unge til at forlade familiens skød og tage et år eller mere på efterskole. Forældrene har tit en række skræmmeforestillinger om, hvor meget de unge må, ryge, drikke etc.

Harun Güler arrangerer besøg for de unge og deres forældre på efterskolerne.

- De bliver meget mere trygge, når de hører om de regler, der rent faktisk gælder på efterskolerne, siger Harun Güler, der selv har indvandrerbaggrund. Han har ikke selv gået på efterskole, men har undervist på en i syv år.

Selvom de - endnu - er sjældne, har Harun Güler et mindre korps af rollemodeller, tosprogede unge, der selv har prøvet at gå på efterskole.