Flere tricktyve snyder ældre

Antallet af tricktyve mod ældre ser ud til at stige. Kommune laver pjece til ældre med råd imod tyvene.

Antallet af tricktyverier mod ældre mennesker ser ud til at stige. Selv om langt de fleste aldrig møder en, så sker det dog tilsyneladende for flere.

Siden årsskiftet har TV SYD.dk omtalt 16 tilfælde, hvor ældre blev snydt eller forsøgt snydt af en eller flere tricktyve. Det er så ofte, at vi bemærker det. JydskeVestkysten har opgjort, at antallet af anmeldelser er steget fra 42 i 2014 til 75 i 2017.

Sønderborg Kommune har lavet en pjece, som sosumedarbejderne har med hjem til de ældre. Den indeholder blandt andet billeder af de uniformer, som private leverandører og kommunens medarbejdere bærer, når de kommer hos de ældre.

- De skal ikke lade sig narre, de skal bede om at se et id-kort, og de skal undre sig, hvis medarbejderne kommer udenfor de tider, de normalt kommer på, siger Charlotte Gjørup, hjemme- og sygeplejechef i Sønderborg Kommune til TV SYD.

quote

De ældre må til at skrue lidt ned for deres venlighed og lidt op for mistænksomheden, når der står et fremmed menneske ved døren.

Jørgen Ravn Storgaard, formand, Ældresagen, Aabenraa

I Aabenraa siger formanden for Ældresagens lokalafdeling, Jørgen Ravn Storgaard, at de ældre må til at skrue lidt ned for deres venlighed og lidt op for mistænksomheden, når der står et fremmed menneske ved døren. 

Jørgen Ravn Storgaard tilslutter sig de råd, som Sønderborg Kommune giver til sine ældre borgere:

  • Fortæl din nabo, hvornår du har aftaler med hjemmeplejen
  • Bed om at se id
  • Luk ikke fremmede ind
  • Lad ikke smykker, penge og den slags ligge fremme
  • Brug dørspion
  • Bor du alene, så skriv kun dit efternavn på dørskiltet
  • Lås din dør

Her har TV SYD.dk skrevet om tricktyverier siden årsskiftet:

  • 17. feb. Vejle, Brørup, Egernsund
  • 13. feb. Børkop, Thyregod, Jelling
  • 3.   feb. Ribe og Esbjerg.
  • 31. jan. Ribe, Glejbjerg, Agerbæk,Outrup
  • 27. jan. Haderslev, Vonsild
  • 9.   jan. Felsted, Løjt Kirkeby

Se også http://tricktyveri.dk/ om råd imod tricktyve.