Flere unge vil være håndværkere

Erhvervsskolen Learnmark Tech i Horsens får dobbelt så mange ansøgere som før.

De unge gider ikke at være håndværkere. Sådan har det lydt i nogle år, men nu har erhvervsskolerne fået medvind.

Det gælder ikke mindst hos Learnmark Tech i Horsens. Her søger over 200 unge ind på en teknisk erhvervsuddannelse efter sommerferien.

Det er flere end sidste år og næsten en fordobling i forhold til 2017. En af ansøgerne er den 17-årige Jacob Christensen, som nu går i 10. klasse.

quote

Det der murværk, det har jeg lavet, og det er fandeme godt håndværk.

Jacob Christensen, 17 år, vil gerne være murer. 

- Jeg kan godt lide at bruge mine hænder, og jeg vil allerhelst være murer. Det gode ved at være murer er, at efter 10-15 år kan man pege på et byggeri og sige "Det der murværk, det har jeg lavet, og det er fandeme godt håndværk”. Det tror jeg virkelig er fedt, siger Jacob Christensen.

Snuser til det hele

Hos Learnmark har afdelingsleder Kim Clausen flere forklaringer på succesen.

- Kommunen har lagt 10. klassen ud til erhvervsskolen, og det er helt klart med til at øge elevernes interesse. Eleverne får mulighed for at prøve mange fag, inden de specialiserer sig, og det er de glade for. Det er også med til at give mindre frafald, siger Kim Clausen.

Ofte er unge under uddannelse blevet bremset af, at de ikke kan komme i praktik. Men det problem er ikke ret stort i Horsens.

- I Horsens oplever vi, at dem, der kan og vil, de får også en praktikplads inden for de faggrupper, som vi har her. Der er en stor velvilje både hos kommunen og ude i erhvervslivet, siger Kim Clausen.

Jobgaranti 

Udsigten til fast arbejde motiverer også Jacob Christensen.

quote

Det er mere spændende at bruge sine hænder end at sidde i et klasselokale i tre år. 

Jacob Christensen, elev i 10. klasse

- For mig er det mere spændende at bruge sine hænder end at sidde i et klasselokale i tre år og læse til et eller andet – og så tage en uddannelse mere. Så vil jeg hellere gå i skole hos Learnmark i fire år og så have et arbejde, når jeg er færdig, siger han.

Hos Learnmark kan man blandt meget andet uddanne sig til mekaniker, elektriker, smed, brolægger og murer. Der er også opmuntrende ansøgertal hos andre erhvervsuddannelser, som TV SYD har talt med. Det gælder for Hansenberg i Kolding, EUC Syd, Rybners og EUC Lillebælt.