Flere vognmænd melder sig ind i brancheforening

Brancheforeningen ITD melder om et stigende antal medlemmer samt sorte tal på bundlinjen.

Der er rigtig godt gang i foreningen ITD, brancheforening for den danske vejgodstransport, som har base i Padborg.

Foreningen kunne til den årlige generalforsamling melde om både medlemstilgang og økonomisk overskud på 686.000 kroner.

- Det beviser for mig, at vi har en sund og stærk forening i fremdrift, siger Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør i ITD, i en pressemeddelelse.

ITD har fået over 100 nye medlemmer i løbet af 2015, og dermed følges ambitionen om at tiltrække flere medlemmer til foreningen. Nettotilgangen ligger på i alt 69 vognmandsforretninger - en udvikling som man hos ITD forventer vil fortsætte i det kommende år, hvor der gerne skulle komme endnu flere medlemmer til.

-  Vi har i mine øjne branchens bedste servicer, så jeg håber da, at endnu flere vognmænd melder sig ind hos os, siger Jacob Chr. Nielsen.