Borgmestre og butikker ønsker overvågning på gaden

Borgmesteren og butikkerne i Kolding Kommune ønsker overvågning - det samme gør flertallet af de øvrige borgmestre i landsdelen.

For to uger siden blev en 39-årig mand udsat for et voldsomt overfald i Koldings natteliv. I sidste uge begyndte en bølge af biltyverier at strømme ind over Kolding-området.

Det er nogle af grundene til, at Kolding Kommunes borgmester Jørn Pedersen (V) og byens butiksejere ønsker at få muligheden for kommunal overvågning. Det vil betyde en ændring af persondataloven, så kommunen selv får lov at opsætte kameraer i bymidten rettet mod byens natteliv. I Vejle, Esbjerg og Sønderborg kommuner har man et samarbejde med politiet, som har sat kameraer op.

Kolding Kommune kan dog ikke få en lignende ordning. Det er politiet, der skal punge ud til kameraer, opsætning og overvågning. Men ifølge dem er der ikke nok vold i kommunen til, at man vil foretage denne investering. Derfor vil kommunen gerne have lov til selv at stå for overvågningen.

Borgmestre bakker op om overvågning

TV SYD har foretaget en rundspørge blandt de Syd- og Sønderjyske borgmestre for at høre, hvorvidt de også støtter op om kommunal overvågning. I Varde, Horsens og Fredericia kommuner er man tøvende og tager ikke stilling. Men et flertal bestående af Aabenraa, Haderslev, Tønder, Billund, Vejen og Fanø siger ja. Det samme er gældende i Hedensted Kommune, hvor borgmester Kirsten Terkilsen (V) også mener, at man skal have mulighed for overvågning, hvis behovet er der.

- Kommunerne skal helt have lov til at opsætte kameraer, hvis de vurderer, at det er nødvendigt i forhold til tryghed og politiets opklaringsarbejde. Set i lyset af politiets mange opgaver, så kunne det her være et godt redskab, siger hun til TV SYD.

Da Vejle, Esbjerg og Sønderborg Kommune allerede har kommunal overvågning, er de ikke en del af rundspørgen.  

Butikkerne er også med

Butikslivet i Kolding Centrum har, ligesom borgmesteren, også et ønske om, at overvågningen bliver en realitet. Det fortæller Citychef Mette Schumacher.

- Vi vil rigtigt gerne have videoovervågning i hele midtbyen. Vi har desværre nogle tricktyve, nogle indbrudstyve, og vi har også nogle uheldige mennesker i nattelivet, der render rundt.  Jeg synes, at det ville være en helt naturlig ting at have en videoovervåget by , siger hun til TV SYD.

Lige nu må butikkerne kun filme deres egne arealer.