TV der bevæger dig

Fluer kan smitte med svinepest - hvad så med vildsvinehegnet?

00:41

Ny dansk forskning viser, at fluer effektivt kan smitte med svinepest. Video: Vibeke Illum Marcussen, TV SYD

Det er ikke kun vildsvin, der er en trussel mod de danske svinefarme. Fluer kan smitte med svinepest - det viser ny dansk forskning. Forskerne er målløse.

Det kan være, at de danske politikere nu vil overveje at bygge et fluenet rundt om Danmark. Et vildsvinehegn er i hvert tilfælde ikke nok efter, at det er kommet frem, at fluer kan smitte med svinepest. 

Vi var målløse over at se, hvor effektivt fluerne smitter, hvis de ædes af grise.

Rene Bødker, epidemiolog hos DTU.  

Og fluer - de kan i den grad smitte. Hvis svin æder inficerede fluer, smitter insekterne ligeså effektivt som ved infektion af smitte direkte i blodet.

- Det viser bare, at vi skal være endnu mere på vagt. Vi kan ikke kun bekæmpe sygdommen her. Den skal bekæmpes, hvor den er i udbrud, siger formand for LandboSyd Mogens Dall, som dog trøster sig med, at de inficerede fluer endnu ikke har fundet vej til Danmark.

Læs også Store forventninger til det kommende vildsvinehegn langs grænsen

Forskere målløse over resultater

Det er danske forsøg, der nu viser, at stikfluer kan smitte med svinepest. Fluerne smitter, hvis de har suget blod af et inficeret svin og indenfor 12 timer ædes af andre svin. Forsøgene viste, at der kun skal tre fluer til at smitte effektivt.

- Vi var målløse over at se, hvor effektivt fluerne smitter, hvis de ædes af grise, siger epidemiolog Rene Bødker, DTU, til Maskinbladet. 

Forskerne blev også overraskede, da de fandt ud af, at smitte med fluer havde højere infektionsrate end kontrolholdet af svin, der fik inficeret blod sprøjtet direkte ind under huden.

Læs også Se debatten her: Stadig uenighed om vildsvinehegn

Hvad så med vildsvinehegnet?

Mange vil måske spørge sig selv, hvad der nu skal ske med vildsvinehegnet. Ifølge formanden for LandboSyd skal det hverken forhøjes, droppes eller suppleres af et fluenet omkring Danmark.

- Vildsvinehegnet er kun ét af tiltagene mod den frygtede sygdom. Det vil stadig være med til at mindske risikoen for smitte til Danmark. Det ændrer de nye resultater med fluerne jo ikke på, siger Mogens Dall.

Flere vildsvin dør af svinepest

Mogens Dall henviser til, at der i december var mange nye udbrud af afrikansk svinepest i Belgien. Ifølge Landbrug og Fødevarer var der 15-20 nye tilfælde af vildsvin, der døde af afrikansk svinepest i Belgien i den sidste uge af 2018. Det kommer efter, at der i november kun var en håndfuld døde vildsvin om ugen. Hvorfor antallet er steget, er ukendt. 

Afrikansk svinepest

  • Smitsom sygdom, der rammer både vildsvin og tamsvin
  • Sygdommen har ramt dele af Østeuropa, Baltikum, Polen og Belgien, som blev ramt 13. september 2018

Kilde: LandbrugsAvisen

 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu