Flugtbilist blev ikke fængslet

Dommer i Sønderborg afviser politiets ønske om at varetægtsfængsle flugtbilist, der dræbte fodgænger.

En dommer i Sønderborg har onsdag afvist at sende en flugtbilist, der dræbte en fodgænger i Aabenraa, bag tremmer.

Der er ikke grundlag for varetægtsfængsling, har dommeren ifølge jv.dk slået fast.

Den 25-årige mand sigtes af politiet for at være påvirket af enten narkotika eller medicin, da han tirsdag aften påkørte en 55-årig fodgænger på Tøndervej i Aabenraa.

Bilisten stak af, men politiet fik anholdt ham ved grænsen ved Padborg.

Politiet valgte at sigte bilisten for at køre i påvirket tilstand, fordi han tidligere er blevet afsløret.

Derfor er der udtaget en blodprøve, som der senere foreligger resultatet af, har vicepolitiinspektør Knud Reinholdt oplyst.

En anklager har onsdag eftermiddag i grundlovsforhøret bedt om fængsling, men dommeren mener ifølge jv.dk, at der ikke er risiko for, at manden ikke vil møde op til den forestående retssag.

Derfor er grundlaget ikke til stede for at frihedsberøve bilisten, der bor i Tyskland.