Flugtfange mistænkt for nye røverier

En undveget fange er mistænkt for at have begået fire nye røverier.

Den 22-årige mand er stukket af fra statsfængslet i Enner ved Horsens, hvor han afsonede en dom for hjemmerøveri i Horsens.

Han stak af efter en udgang i maj i år.

Han blev i juni 2011 idømt fire år og ni måneders fængsel for et voldeligt hjemmerøveri mod en dengang 75-årig kvinde og dennes 77-årige mand natten i august 2010, skriver Horsens Folkeblad.

Derudover er han bl.a. dømt for forsøg på brandstiftelse på en skole i Horsens, flere indbrud og vold mod en tjenestemand.

Nu mistænkes han for at have begået fire røverier i Silkeborg, Herning, Karup og Vildbjerg, oplyser Midtjyllands Avis.

Michael Nørgaard Sørensen er født og opvokset i Silkeborg, hvorfor politiet mener, at han kan opholde sig i området deromkring.