To flugtfanger er anholdt nær Skive

Brite og dansker er opsporet efter en voldelig flugt fra Kolding Arrest. En tredje mand, der har holdt dem skjult, er også anholdt.

Efter tre ugers flugt er to mænd, der overfaldt en funktionær i Kolding Arrest og derefter stak af, blevet opsporet af politiet.

Anholdelsen af mændene er sket onsdag klokken 17.10 nær Skive, og det foregik helt udramatisk, oplyser politiet.

- Det er foregået i et industriområde, siger vicepolitiinspektør Torben Svarrer, der dog ikke vil gå i detaljer.

- Anholdelsen er foretaget af en større politistyrke, tilføjer han.

Opsigtsvækkende og brutal flugt

Flugten den 17. juli var opsigtvækkende. Mændene - en dansker og en brite - kom ud i friheden efter at have overfaldet en fængselsfunktionær.

Da han åbnede døren til deres celle, sprang de på ham og holdt noget - formentlig en kniv - for halsen af ham.

- De tager nøgler og alarm fra ham, slår ham ned og spærrer ham inde i afdelingens køkken, har fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, tidligere fortalt.

Derefter låste mændene sig ud af arresten.

Ved at sparke på en køkkendør lykkedes det for den overfaldne at alarmere sine kolleger.

Offeret blev kørt på skadestuen, og samtidig forsøgte politibetjente at indfange mændene igen.

Danskeren, der er 26 år, var varetægtsfængslet for narkohandel, mens den 48-årige brite havde overtrådt et indrejseforbud.

Nu venter en dom for vold og flugt.

Nu venter de to en dom for vold og flugt.

Ved onsdagens anholdelse har politiet i øvrigt anholdt en tredje mand på 27 år. Han mistænkes for at have skjult de to.

Politiet takker borgerne for mange tip om de eftersøgte.

Ordensmagten har brugt mange ressourcer på at opspore de to fanger, fortæller Torben Svarrer.

- Vi har arbejdet meget intenst med sagen, siger han.