Fly fra Billund til Tenerife.

Ryanair åbner endnu en rute fra Billund.

Det irske lavprisselskab Ryanair åbner i det tidlige forår sin 12. rute fra Billund Lufthavn. Det første fly letter den 18. februar for at flyve jyder og fynboer til Tenerife.
 
Det skriver Vejle Amts Folkeblads netavis torsdag.

- Vi har store forventninger til den nye rute. Det er vigtigt for os hele tiden at kunne tilbyde vores danske passagerer lavprisruter. Og Billund er en vigtig lufthavn for os, siger Elina Hakkarainen fra Ryanair, der regner med 30.000 passagerer til Tenerife det første år.

Ryanair har knap 500.000 passagerer fra Billund årligt.
 
Flyet til Tennerife vil lette fra Billund hver mandag og fredag og ifølge Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn, passer det perfekt ind i danskernes rejsemønster.

- Der er en tendens til, at folk køber fritidshuse på for eksempel Mallorca, i Tyrkiet og på Tenerife. Det er en type passagerer, men der er også mange danskere, der tager på minifeire, siger Jesper Klausholm.

Udover Tenerife flyver Ryanair fra Billind til London, Edinburgh, Alicante, Barcelona, Malaga, Sardinien, Pisa, Milano, Malta, Rom, Sicilien.