British Airways fly fra Heathrow landede tirsdag formiddag planmæssigt i Billund kort efter klokken 10. Men umiddelbart efter landingen kom flyet for langt ud i græsrabatten, da det kørte på vej ind mod lufthavnsterminalen. Det bekræfter lufthavnens chef Kjeld Zacho Jørgensen overfor TV SYD.
- Det skete uden dramatik, da flyet havde ganske lav fart, da det kørte ud i rabatten. Kaptajnen orienterede passagerne om baggrunden for uheldet, mens de sad i flyet og ventede på at blive hentet i bus. Ingen er kommet noget til, siger lufthavnschef Kjeld Zacho Jørgensen til TV SYD.
OPDATERING:
Afgangen klokken 11.05 fra Billund med British Airways BA805 til Heathrow blev forsinket. Det fastkørte fly skulle være returneret til London med nye passagerer fra Billund. Men i stedet blev et andet fly fra British Airways sat ind på ruten, så passagerne kunne komme afsted klokken 14.30 mod London Heathrow.
- Der er indchartret et nyt fly. Jeg henviser til British Airways for yderligere oplysninger, siger marketingchef i Billund Lufthavn, Jesper Klausholm, til TV SYD.
Flyet der kørte af landingsbanen står fortsat i Billund Lufthavn. Sikkerhedstilstanden skal vurderes inden det kommer i luften igen. Der er tale om et fly af typen Airbus A319.
- Der er ved at blive lavet tekniske undersøgelser på flyet, men jeg har ikke fået yderligere meldinger på nuværende tidspunkt, siger kommunikationsrådgiver Heidi Bisgaard fra PrimeTime, der står for British Airways PR-arbejde i Danmark.
Sydøstjyllands Politi blev kort tid efter hændelsen orienteret af Billund Lufthavn.
- Som det er oplyst for os er der intet politimæssigt i det skete, siger vagtchef Jørn Lindhart, Sydøstjyllands Politi til TV SYD.
Ingen personer kom til skade under tirsdagens hændelse i Billund Lufthavn.