Flytning af dieselolie medførte stort udslip i Aabenraa

Ifølge virksomheden Dan-Balt skete et olieudslip i Aabenraa torsdag, da olie skulle flyttes mellem tanke.

Et olieudslip ved havnen i Aabenraa torsdag skete, da der skulle flyttes dieselolie fra to lagertanke til en tredje tank. 

Sådan forklarer Dan-Balt Tank Lager A/S fredag aften udslippet, der medførte, at en stor mængde dieselolie løb ud i havnen torsdag.

Ved flytningen skete der et overløb til et opsamlingskar, der havde direkte udløb til havnen i Aabenraa. Dermed løb olie ud i havnen, lyder det. 

Hardy Olsen fra Dan-Balt oplyser, at virksomheden har arbejdet tæt sammen med myndighederne om udslippet.

- Vi er uendeligt kede af, at dette kunne ske. Vi har nu overblik over og styr på situationen. Alle påbud vil naturligvis blive overholdt, siger han i en skriftlig meddelelse.

Politiet har tidligere oplyst, at udslippet omfattede omkring 200.000 liter olie.

Ifølge Dan-Balt er der dog kun tale om 60.000 liter, der slap ud. Det skyldes, at meget af olien nåede at blive pumpet op, inden den løb ud i vandet.

Aabenraa Kommune har efter olieudslippet af dieselolie påbudt tanklager-virksomheden straks at opsamle og fjerne alt fri olie. Desuden skal virksomheden fjerne vandopblandet olie i opsamlingskarrene ved tankene.

Påbuddene skal være gennemført seneste søndag 10. september klokken 9. Her mødes virksomheden med kommunens miljøvagt, som vil kontrollere, om påbuddet er opfyldt. 

Hardy Olsen fortæller, at Dan-Balt nu "arbejder med en revidering af de interne procedurer for at sikre, at sådan et udslip aldrig kan finde sted igen".

Forureningen efter udslippet omfatter enkelte kystnære områder i den nordlige del af Aabenraa Fjord.

Det er omkring Skarrev, der er blevet forurenet, og myndighederne vil lørdag rense området.

Omkring seks til syv fugle er blevet aflivet, da de er blevet skadet af dieselolien.