Flyvende biltag var ikke uagtsomt drab

En 51-årig chauffør på en grisetransport er blevet frifundet for uagtsomt manddrab efter, at taget på hans vogn blæste af og dræbte to kvinder i 2007 .

En 51-årig chauffør af en grisetransport er tirsdag i Vestre Landsret blevet frifundet for dobbelt uagtsomt manddrab i forbindelse med to kvindelige bilisters død på Vejlefjordbroen i 2007.

Kvinderne blev dræbt, fordi taget på chaufførens lastvogn pludselig rev sig løs og fløj over på den modsatte vejbane.

Her ramte det flyvende tag to biler. Begge kvinder i den ene bil blev dræbt.

Bøde på 1.500 kroner

Anklagemyndigheden har påstået, at taget var så dårligt vedligeholdt, at der var tale om uagtsomt manddrab. Det har Retten i Kolding allerede afvist, og det samme gør Vestre Landsret altså.

En sagkyndig har under sagen vurderet, at taget var slidt, men på en sådan måde, at det var svært at opdage.

Landsretten idømte dog chaufføren en bøde på 1.500 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet for det slid, der kunne konstateres.