FOA: Ærgerligt med alle de frivillige

Efter TV Syd i aftes viste et indslag om de mange frivillige, der er med til at drive et plejehjem i Nordborg, reagerer fagforeningen i dag.

Det er ærgerligt, at det ikke er en offentligt opgave!

Sådan lyder reaktionen fra fagforeningen FOA, efter at TV SYD igår fortalte om et plejecenter i Nordborg, hvor frivillige yder et stort stykke gratis arbejde.

Tony Hansen fra FOA er ærgerlig over, at frivillige står for en række opgaver på plejehjemmet.

- Jeg synes, det er godt, de gør det - men jeg er ked af, at det ikke er det offentlige, der har den opgave.
Jeg synes nemlig, det er en menneskeret at komme ud hver dag - det skal ikke bindes op på, om man har frivillige til det, siger Tony Hansen.

TV SYD kunne bl.a. fortælle, at de ældre i kørestol kun får de daglige fællesture, fordi de frivillige er der.

Plejecentret Tangshave bruger ialt 170 frivillige. De sørger for en række ekstra aktiviteter og hjælper blandt andet ved måltiderne.

Og eksempelvis plejecentrets kiosk er kun bemandet, fordi de frivillige er der.

Frivillige på plejehjemmene er et udbredt fænomen i Nordborg-området på Als.