Fodbold fik hærværk til at fordufte

Fodbold på plænerne, og liv i klubben i sommerferien har givet mindre hærværk i det udsatte boligområde Løget i Vejle, skriver DR Trekanten.

For år tilbage var Løget i Vejle præget af hærværk i sommerferien, hvor mange børn ikke havde noget at give sig til.

I sommerferien var den lokale klub for unge lukket, og der var ikke gang i fritidsaktiviteterne, men så besluttede beboerne i området, i samarbejde med fritidsklubben Solsikken, at stable nogle aktiviteter på i sommerferien. I dag problemerne med hærværk forsvundet, og sommeraktiviteterne er blevet en tradition, der i år kører for syvende gang.

Børnene kan blandt andet lære at trylle, synge, lege og spille spil. Men da sommerferieaktiviteterne startede for 7 år siden, var det ikke kun for at børnene skulle have det sjovt.

- Vores hærværks-procent var rimelig stor om sommeren, og i dag er det ikke så meget på grund af hærværket, at vi laver det. Det er mere for at børnene har nogle aktiviteter, siger formanden for afdeling 41 Løget, Ove Hansen.

12 årige Bilal Freije er en af de, der kommer til aktiviteterne, og han ville ikke undvære dem.

- Jeg tror jeg ville kede mig, og så ville alle mine venner heller ikke være her. Og så tror jeg bare, st vi ville køre rundt, eller finde et andet sted at spille fodbold, siger han.

Medarbejder i den lokale fritidsklub Solsikken, Baraa Dawoud, er ikke i tvivl om, klubben for mange af børnene er det det eneste, de har at bruge den lange sommerferie på.

- Hvis ikke de var her, så gik de nok bare rundt i området, uden at lave det helt store. Det prøver vi at forhindre, ved at give dem forskellige muligheder og medbestemmelse - og det er meget vigtigt, så de får nogle gode minder, siger Baraa Dawoud.