Fodbold-fusion bekymrer ikke konkurrenter

Sammenlægningen mellem de to fodboldklubber i Vejle og Kolding bekymrer ikke i Esbjerg og Horsens.

Konkurrenterne i det sydlige Jylland tager det indtil videre roligt efter fusionen mellem Vejle og Kolding.
Hverken i Superliga-klubberne Horsens eller Esbjerg frygter man, at den nye konstruktion bliver en alvorlig konkurrent.

- Vi ser det ikke som en større trussel, end Vejle har været indtil nu. Vi føler os ikke klemt, og jeg tror ikke, at vi kommer til at kæmpe om de samme spillere eller sponsorer, siger Esbjergs sportsdirektør, Niels Erik Søndergaard, til Berlingske Tidende.

Hans kollega i Horsens mener, at den nye fusion ikke har samme muligheder for at slå igennem som eksempelvis FC Midtjylland har gjort.

- Det fungerer i Ikast og Herning, for byerne ligger tæt på hinanden. Men Kolding og Vejle er to ret store provinsbyer, og jeg tror, at det bliver svært at få sjælen med fra begge byer, siger Horsens-sportsdirektør Jesper Hansen til avisen.

Fusionen mellem Vejle og Kolding træder i kraft til sommer. Detaljerne bliver afsløret på et pressemøde den 8. december