Fodbold mod kriminalitet

Det er dårlig stil blandt unge at stjæle, slås og begå hærværk. Det var et af budskaberne på den kriminalpræventive dag i Esbjerg.

Det Kriminalpræventive Råd holdt for første gang møde uden for København, og mødet foregik i Musikhuset.

Årets tema var forebyggelse af ungdomskriminalitet. På mødet kunne kriminologen Flemming Balvig fortælle, at de unge aldrig har været mere lovlydige end de er lige nu.
 
Blandt de projekter, der i dag blev fremhævet, er Fodboldprojekt Øst i Esbjerg. Her har 16 drenge i alderen fra 13 til 16 gennem et år skiftet kriminalitet og ballade ud med fodboldtræning - og det med succes.

Drengene kommer alle fra Bakkeskolen. To gange om ugen bliver bøgerne skiftet ud med fodbolden.
 
De og deres forældre har indgået en kontrakt om "god stil". Drengene har også lært at håndtere konflikter, så de bruger ord i stedet for næverne, når noget går dem på.