Fodbold når det passer dig

Ny flex-fodboldbane på Torsted Stadion i Horsens står klar til alle, der har det svært med faste træningstider.

I det ene hjørne af Torsted Stadions kunstgræsbane er der sat et helt nyt tilbud op til alle, der elsker at spille fodbold. En fast ramme på 20 gange 12 meter med net danner en såkaldt flex-fodboldbane. Den lille bane med bander gør, at det er muligt at spille en reel kamp med bare tre på hvert hold. Og her er ikke hængelås for. Banen er klar, når du er klar.

Nye undersøgelser viser at en fodboldkamp er lige så sundt som at styrketræne eller løbe en tur. Derfor er DGI gået ind i kampen for at få flere flexbaner op rundt om i Danmark. Horsens Kommune var positive over for initiativet og Torsted IF havde pladsen. Derfor ligger den lille perle lige klar til brug, hvis man skal have afgjort håneretten på arbejdspladsen, mødes med gamle fodboldkammerater eller har en familiehyggedag.

- Der er mange, som ikke kan få en travl hverdag med job, børn og møder til at passe ind i to faste ugentlige træninger og kampe. Det er primært for dem, vi har fået flexbanen. Men vi kan allerede nu se, at det er en meget bred aldersgruppe, der bruger muligheden, siger Peter B. Kristensen, fodboldkonsulent for DGI Sydøstjylland.

Alle kan møde op, når de har lyst til at spille, men hvis man vil være sikker på at kunne komme til, så kan banen bookes via Forum Horsens online booking system.

Banen bliver officielt indviet den 23. august, i forbindelse med Torsted IF fejrer deres 50 års jubilæum. Men der må gerne tyvstartes allerede nu.