Fodboldbanerne lider under tørken

Lige straks starter idrætsforeningerne op igen efter sommerferien, men det varme sommervejr gør livet tørt for plænen.

Skoleferien er ved at være slut, og det betyder også, at idræts- og sportsforeningerne starter op igen. Men selvom vi i landet indtil nu har haft 63 sommerdage i år, så ser sommeren ikke ud til at stoppe lige foreløbig, og det giver problemer ude på fodboldbanerne.

Det varme vejr og den minimale mængde regn gør banerne gule og tørre, og selvom de gerne skulle blive grønne igen, når regnen vender tilbage, så kan de tage skade af de mange fodboldstøvler, når der om lidt fløjtes til kamp.

- Der er ikke mange grønne græsstrå mere, siger centerleder ved Haderslev Idrætscenter Jacob-Christensen Hansen til TV SYD.

 

Tilbage i slutningen af juli anmodede kommunen alle fodboldklubber, om at de ikke begynder fodboldtræningen, før banerne fik noget regn. Derfor er der de seneste 10 dage ikke blevet spillet på banerne.

Nu har kommunen i dag udsendt en vejledning ud til klubberne, så de kan starte træningen, men stadig tage hensyn til den tørre gule plæne for at mindske skaderne.

- Vi har åbnet op for, at de kan bruge banerne, men tænk nu over hvordan vi bruger dem. Der er forskellige former for træning, som kan være hårdt for områderne. Se om man ikke kan rykke det uden for banerne, og flyt rundt på de forskellige baner, siger Jacob-Christensen Hansen.