Fodring gør mere skade end gavn

Lad være med at fodre vandfuglene

Nej - det er ikke synd for dem.
Nyd synet af dem - men lad være med at fodre dem, opfordrer Dyrenes Beskyttelse.

Hvorfor?

Her er forklaringen fra Dyrenes Beskyttelse:

Vandfugle såsom svaner og ænder er rigtig gode til at finde mad.
De fleste vandfugle er store, robuste fugle, som kan klare rigtig meget vinter.

Hvis isen dækker deres yndlingsvandhul, så kan de bare flyve til et andet.

Lukkes der helt alle vegne, så er knopsvanen i stand til at lægge sig på isen, spare energi og derved klare sig i 1½-2 måneder uden føde.

Gråanden kan ikke klare sig ligeså længe uden mad, men den er en meget robust and, som næsten uanset vejret er i stand til at klare sig.

Men hvorfor så ikke fodre?

Fordi noget af foderet ender som næring - som får algerne til at trives og stjæle lyset fra planterne i vandet.
Planter, som svanens unger skulle leve af til sommer.

Resultatet er, at svanens unger dør af sult, fordi velmenende mennesker fodrede de voksne svaner om vinteren.

Endelig er der sygdommene:
Jo flere fugle, fodringen samler på ét sted, jo større er risikoen for at sprede smitsomme sygdomme fra syge til raske fugle.