Fødevarestyrelsen advarer om algegift i muslinger

Algegift i muslinger får Fødevarestyrelsen til at advare mod at samle muslinger og østers flere steder.

Kalø Vig, Horsens Fjord (nord og syd for fjorden), Als Fjord og Augustenborg Fjord har alle det til fælles, at Fødevarestyrelsen advarer mod at samle muslinger og østers på disse steder på grund af, at der er fundet algegift i muslingerne.

Algegiften kan forårsage opkast, diarré, hovedpine og svimmelhed, oplyser Fødevarestyrelsen. I meget alvorlige tilfælde vil giften kunne medføre hukommelsestab og dødsfald. Algegiften forsvinder ikke ved varmebehandling.

Ud over de ramte områder meddeler Fødevarestyrelsen, at algerne, som producerer giften, kan føres med strømmen. Der kan derfor være risiko for, at algegiften findes langs hele den jyske østkyst til og med Flensborg Fjord.