Fødevarestyrelsen lukker kontrolafdeling

Fødevarestyrelsen lukker kontrolafdelingen i Haderslev som et led i en større sparerunde.

Fødevarestyrelsen gennemfører nu en omfattende fyringsrunde, og mindst 65 ansatte fordelt ud over hele landet får en fyreseddel inden for de næste par uger.

Fødevarestyrelsens direktør, Esben Egede Rasmussen, oplyser til Ritzau, at fyringerne rammer tre områder, det administrative område med 31 årsværk, laboratorierne med 31 og kontrolafdelingerne med 14 årsværk.

Et årsværk er en fuldtidsstilling. Derfor kan fyringsrunden ramme endnu flere medarbejdere, fordi en del er deltidsansatte.
Styrelsen skal tilsammen spare 68 millioner kroner i årene 2012-14, men det betyder ikke færre kontroller.

Fyringsrunden blev præsenteret på et hovedsamarbejdsudvalgsmøde tirsdag eftermiddag.

Hovedkontoret i Mørkhøj bliver særlig hårdt ramt, mens det ligger klart, af kontrolafdelingen i Haderslev lukkes. Det samme sker med laboratorier i Aalborg og i Rønne.

  Sparerunden er fra medarbejderside blevet udlagt som den største i Fødevarestyrelsen i 10 år.
 /ritzau/