Fødevarestyrelsen: Ualmindeligt uhygiejniske lokaler

Efter et tip har Fødevarestyrelsen været på besøg hos cateringfirmaet Jacobs Mad i Vejle og lukket det

"Forbrugere, der her til aften skal til at sætte sig til bords med mad fra ?Jacobs Mad?, Mørkedalsvej 28, 7100 Vejle, skal sørge for, at menuen bliver skiftet ud."

Sådan skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse i dag lørdag.

Det viste sig, at cateringvirksomheden var uregistreret og dermed ikke underlagt Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol. Og dermed ulovlig.

Det forstår ejeren, Jacob Jørgensen imidlertid ikke.

- Jeg har eksisteret i to år, og har da været registreret hele tiden, siger han til TV SYD.

Cateringvirksomheden lå i et nedlagt ældre dambrug.

Fødevarestyrelsen skriver i pressemeddelelsen, at "lokalerne var ualmindeligt uhygiejniske og på ingen måder egnede til fødevareproduktion. Fødevarestyrelsen har på stedet nedlagt forbud mod produktion af fødevarer på adressen og påbudt virksomheden at tilbagekalde fødevarerne fra kunderne. Forbrugere, der har købt mad fra adressen, bør kassere maden."

Jacob Jørgensen ser på sagen med andre øjne. Han siger, at der er tale om nogle praktiske foranstaltninger som etableringen af en dør.

- Det er jo ikke sådan, at folk har klaget over maden, siger han.

Jacob Jørgensen forventer, at kunne åbne igen indenfor 14 dage måske allerede sidst i næste uge.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.