Kendis-hold fik tæsk af VB's gamle stjerner

Jelling Musikfestival fejrer 30 års fødselsdag i år. I den anledning har de arrangeret et brag af en fodboldkamp.

Jelling Musikfestival er blevet 30 år og en af de største musikbegivenheder i Danmark.

Det vil de fejre ved at spille fodbold. Det skal minde dem og andre om festivalens rødder i fodbold og foreningskulturen.

Kampen i dag stod mellem Jelling Musikfestivals hjemmebanehold med blandt andre Michael Falch, Brian Lykke, og Poul Krebs, og VB Allstars eller Oldstars om man vil, med Thomas Gravesen på banen, Allan Simonsen og Ulrik Le Fevre som holdledere.

Hummel har doneret et særlig sæt spillertrøjer, der efter kampen blev sat på auktion og solgt. Overskuddet går til to velgørende foreninger, nemlig Red Barnet Vejle og Søndermarken Vejle Håndboldklub.

Nåja, så skulle vi huske, at kampen endte 9 - 2 til Vejle Allstars. Måske Jellingholdet skulle holde sig til at synge.