Føler sig misbrugt af Vejlegården

Frelsens Hær og Kirkens Korshær føler, at de bliver misbrugt i den faglige kamp mellem Vejlegården og 3F, når restauranten bruger hærens logo i annoncer.

Informationschef Lars Lydholm fra Frelsens Hær var forundret, da han erfarede, at Vejlegården har brugt Frelsens Hærs logo i tre helsidesannoncer i Vejle Amts Folkeblad - og i en reklamevideo på internettet. Det har Frelsens Hær ikke give restauranten lov til.

Ikke valgt side

- Han kan godt sige, at han donerer penge til Frelsens Hær. Det kan jeg jo ikke stoppe ham i, men vi samarbejder ikke med Vejlegården, understreger Lars Lydholm.

Det var skældud fra vrede vejlgensere, der gjorde Frelsens Hær opmærksom på, at restauratør Amin Skov brugte organisationens logo i reklamer for restauranten.

- De, der har ringet, har været ret sure, fordi de troede, at vi havde valgt side i konflikten. Men det har vi altså ikke, siger informationschefen.

Ingen uddeling

Onsdag fandt Frelsens Hær ud af, at det var meningen, at de fattige familier skulle hente deres julehjælp på Vejlegården, men det kommer ikke til at ske.

- Hvis en BMW-forhandler donerer 200.000 til Frelsens Hærs julehjælp, så uddeler vi jo heller ikke julehjælpen hos forhandleren. Frelsens Hærs julehjælp uddeles af Frelsens Hær hos Frelsens Hær. Punktum, siger Lars Lydholm.

Vil ikke blandes ind i konflikt

Frelsens Hær vil faktisk helst modtage anonyme donationer, så ingen kan bruge det som reklame.

- Vi tager imod donationer, og vi ville også tage imod en donation fra 3F for den sags skyld, men vi vil ikke blandes ind i en faglig konflikt, understreger Lars Lydholm overfor Avisen.dk.

- Når vi modtager en gave, ønsker vi jo ikke, at den skal ramme os negativt. Vi håber, at folk forstår, at vi ikke er en del af konflikten, når vi siger så klart nej tak, som vi gør, siger informationschefen videre.

Kirkens Korshær taget ved næsen

Også Kirkens Korshær føler sig taget ved næsen:

- Det er ærgerligt, at julehjælpen kobles til Vejlegården, så konflikten på den måde risikerer at få indflydelse på hjælpen til vores brugere, siger Jens Lundsgaard, der er leder af lokalafdelingen i Vejle til Avisen.dk.

Ikke vores bord

Kirkens Korshær var blevet lovet, at det var Amin Skov som privatperson og ikke som ejer af Vejlegården, der ville donere julehjælpen.

- Vi er sat i verden for at hjælpe social udsatte i Danmark. En faglig konflikt ligger helt uden for vores arbejdsområde, siger Jesper Rønn-Simonsen, der er udviklingschef i Kirkens Korshær.

Konflikt optrappes

Siden Arbejdsretten i slutningen af november afgjorde, at 3F konflikt mod Vejlegården er lovlig, er konflikten blevet optrappet.

Tidligere på ugen begyndte Vejlegården at sælge støtte-mærker, hvor en figur pisser på 3Fs logo.

Og tirsdag eftermiddag lavede 3F en fysisk blokade af tre indgange omkring deres eget hus, der ligger nabo til Vejlegården. Formålet var angiveligt at bremse folk i at køre for hurtigt på den grund, som 3F har lejet mellem deres bygning og Vejlegården. Blokaden blev ophævet, da politiet kom til stedet.

Restauratør Amin Skov afviser kritikken. Ifølge regionalradioen har han fået tilladelse fra den lokale afdeling af Frelsens Hær.