Førende ørredproducent afsløret i fiskefup

Fødevarekontrollen kritiserer Danforel i Grindsted for misvisende markedsføring af ørreder. Fiskene er ikke så friske, som virksomheden påstår.

?Fra den levende ørred slagtes og fileteres til den røgede filet ligger færdigbehandlet og emballeret, går der under 8 timer. Sådan sikres kvaliteten. Det bliver ikke friskere,? påstår fiskegiganten Danforel i sin markedsføring.

Problemet er bare, at det langtfra altid passer, skriver metroxpress.

Den 16. april kom fødevarekontrollen forbi og opdagede, at Danforel snød forbrugerne, for påstanden om de otte timers friskhed er ofte lodret løgn.

Virksomheden indrømmede over for fødevarekontrollen, ?at det passer på en god dag, men ikke holder hver gang?.

Og Danforels direktør, Erik D. Hansen, indrømmer til metroxpress, at der ofte går 18-24 timer, altså op til tre gange længere tid end påstået.

Dermed er såvel forbrugere i Danmark som på eksportmarkederne blevet snydt, for det forkerte udsagn står også på engelsk og tysk.

- Der er sket en fejl. Jeg kan ikke sige, hvordan den er opstået. Vi skulle have skrevet, at der kan gå otte timer - ikke at der faktisk går otte timer, siger han til Metroxpress.

Så sent som torsdag i sidste uge - ni dage efter fødevarekontrollen gav kritikken - fortsatte Danforel den stærkt misvisende markedsføring på sit website. Men det er webbureauets skyld, lyder det fra direktøren.

- Samme dag, vi fik kritikken fra fødevarekontrollen, bad vi bureauet om at rette det på hjemmesiden. Det er ikke sket. Men det sker i dag, lovede han torsdag. Det skete.

Han understreger, at den forkerte markedsføring ikke har stået på fiskens emballage.