Først var der en – og nu er der to

Lørdag aften kæmpede storkeunge nummer to sig ud af skallen i storkereden i Smedager.

Fredag aften kom den første lille storkeunge til verden i storkereden i Smedager. Og i går, lørdag, så endnu en storkeunge dagens lys. Det skete cirka klokken 21.30.

Storkeparret Tommy og Annika er altså nu forældre til to små storkeunger. Men der er endnu to æg i storkereden, som ikke er klækket.

- Formentlig går der hul på endnu et æg i aften eller i nat. Man kan mærke på storkene, at de er meget urolige lige nu, siger Jess Frederiksen, der er formand for storkene.dk.

Følg storkene live lige her.

Men forældreparret har allerede nok at se til.  

- De har travlt med at hente mad til ungerne lige nu, men der vil altid være en af storkene hjemme ved ungerne. Det er først engang i juli, at ungerne kan begynde at være nogle timer for sig selv, siger Jess Frederiksen.