Første afføringsprøver analyseres i Vejle

Laboratorie-centret på Vejle Sygehus er udvalgt til at analysere 500 fæcesprøver hver dag i forbindelse med det store screeningsprogram for tarmkræft.

Region Syddanmark har valgt Vejle Sygehus som screeningssted. Dem skal der være ét af i hver region.

I denne uge modtager Klinisk Biokemi de første fæcesprøver i forbindelse med screeningsprogrammet, og fra torsdag indvies apparaturet på Vejle Sygehus officielt.

Kræft i tyk- og endetarm er den tredjehyppigste kræftform i Danmark. Hvert år konstateres ca. 4000 nye tilfælde, og omkring halvdelen af patienterne dør af sygdommen.

- Det giver rigtig god mening at deltage, siger laboratoriechef Ivan Brandslund, Vejle Sygehus. Tarmkræft giver jo desværre ingen særlige symptomer, før tarmen begynder at lukke til, og der er sygdommen så langt fremme, at kun cirka halvdelen bliver helbredt. Det tal kan screeningsprogrammet ændre på.

1,6 millioner danskere mellem 50 og 74 år får tilbudt at være med i screeningen.

- Vi tester for hæmoglobin i afføringen og kan se, hvis mængden af blod er øget. Metoden er blevet sikrere, end den har været tidligere, fordi vi anvender en immunkemisk metode, i stedet for den gamle farvemetode. Så selv om vi forventeligt regner med, at kun 60 procent af de inviterede borgere vælger at deltage, så håber vi på 100 procent, for der er ingen god grund til at lade være, det kan redde dit liv, opfordrer Ivan Brandslund.

Med det nye apparatur skal man kun indsende én prøve i et glas, mod tidligere tre prøver over tre dage. Glasset med prøven indeholder en væske, så lugtgenerne fjernes helt.

Hvis der findes øget blod i afføringen, bliver man indkaldt til en kikkertundersøgelse på et af sygehusene i regionen i løbet af to uger.