Nu ophæves afbrændingsforbud efter weekendens regn

Afbrændingsforbuddet bliver ophævet med virkning fra mandag klokken 17 i hele TV SYDs område.

Trekantområdets Brandvæsen meddelte mandag morgen som de første, at afbrændingsforbuddet bliver ophævet i eftermiddag klokken 17.

Siden er alle kommuner i TV SYDs område fulgt efter og ophæver også forbuddet fra klokken 17.

Fra begyndelsen af juli har afbrændningsforbuddet været landsdækkende - men har varieret i omfang fra område til område med hensyn til bl.a. brug af kulgrill.
- Ud fra en samlet vurdering af de nuværende vejrmæssige forhold, herunder tørkeindekset, ophæves afbrændingsforbuddet nu, siger beredskabsdirektør Jarl Vagn Hansen, Trekantområdets Brandvæsen, mandag formiddag til TV SYD.

quote

Vær fortsat fornuftig og forsigtig, når der tændes bål og bruges ukrudtsbrændere i haven.

Lars Møldrup, beredskabsdirektør, Brand & Redning Sønderjylland

Ved middagstid er afbrændingsforbuddet ophævet i alle kommuner i TV SYDs område med virkning fra klokken 17.

Brandvæsenerne opfordrer til at bruge åben ild og grill med omtanke, selvom der nu er faldet regn.

- Vær fortsat fornuftig og forsigtig, når der tændes bål og bruges ukrudtsbrændere i haven, lyder opfordringen fra beredskabsdirektør Lars Møldrup, Brand & Redning Sønderjylland, til TV SYD.

 

Gode råd ved bål og afbrænding

- Hold afstand – undgå ild i nærheden af tørre planter eller andet, der kan brænde
- Vær opmærksom på vindretning og vindstyrke
- Vær opmærksom på børn og dyr
- Vis hensyn – undgå, at røgen generer naboer og omgivelser
- Hold ild og gløder under opsyn og tjek, at alt er slukket, før du forlader stedet
- Husk at have vand i nærheden, så en lille brand hurtigt kan slukkes