Første spadestik til nyt bydels-center

Aabenraas borgmester var ude med spaden for at gå i gang med et stort projekt i Høje Kolstrup.

Centret skal stå færdigt inden årets udgang. Der bliver multibane, skaterbane, kulturplads og kunststofbakker. Aabenraa Kommune gennemfører projektet sammen med lokale aktører, der vil gøre Høje Kolstrup til et oplevelses- og aktivitetsområde. I alt 13,1 millioner kroner investeres i projektet. 

Lang forberedelse

Gennem mere end fem år er der arbejdet med planerne for en fornyelse af området. Beboere har udviklet ideer i workshops og arbejdsgrupper, og teknikere har omsat ideerne til det projekt, som nu sættes i gang.

Det nye Bydelscenter Høje Kolstrup er placeret ved idræts- og kulturhuset Agoraen og Høje Kolstrup Skole. Her etableres en aktivitetsplads med boldbane, et område til skatere og en større legeplads med kunststofbakker, forhindringsbaner og klatrestativ.

Steg en pølse

Det bakkede terræn ved Agoraens østlige ende bliver udnyttet til en BMX-bane. Overdækkede opholdsområder bliver udstyret med pit-stops med udstrækningsredskaber, og opholdsområderne kan også benyttes som grill-pladser til mere afslappede, sociale aktiviteter.

Agoraen får også en bane til futsal, som er en form for fodbold. Der bliver også klatrevæg og fitness, og ved hallens bagside etableres en kulturplads med scene og tilskuerpladser.

Hele området bliver bundet sammen af sti-systemer med løbestier og forhindringsbaner.