Folkefesten er i gang i Kolding

750-års jubilæet for byen og Koldinghus er lørdag formiddag skudt i gang.

Toner fra Flyverhjemmeværnets Musikkorps var første indslag i en lang række til Koldings store folkefest. En folkefest, der markerer 750-års jubilæet for Kolding og det tidligere kongeslot, Koldinghus. Nu følger taler, kage, sang og børneaktiviteter.

Klar to timer før festen
Nogle af de første fremmødte var familien Jensen. Tre generationer fra Rask Mølle i alderen seks til 65 år var tidligt oppe lørdag morgen for at få en god plads i Staldgården, hvor dronningen holder tale klokken 11.30.

- Vi glæder til at se og høre dronningen. Skønt med det gode vejr. Vi ser frem til en dejlig dag, sagde Gitta Jensen på vegne af familien, der var klar i Kolding allerede klokken 8.

Jens Jensen, 65 år, Gitta Jensen, Danny Pedersen, Stine Jensen, Rosa Jensen, 6 år, og Dagny Jensen, 9 år, fra Rask Møller var tidligt på færde.
Jens Jensen, 65 år, Gitta Jensen, Danny Pedersen, Stine Jensen, Rosa Jensen, 6 år, og Dagny Jensen, 9 år, fra Rask Møller var tidligt på færde.
Foto: Ernst Møller, TV SYD

Byens borgmester var også forventningsfuld inden dronningens ankomst og festlighedernes begyndelse.

- Det bliver en skøn dag. Vejret er med os og folk strømmer til. Jeg glæder mig utroligt, sagde borgmester Jørn Pedersen (V) til TV SYD inden festlighederne for alvor gik i gang.