Folkekirke-folk forsvarer moske-planer

En lang række personer fra Haderslevs folkekirkeliv med biskop Marianne Christiansen i spidsen kommer nu på banen i debatten om en moske i Haderslev. 26 præster og ansatte i folkekirken opfordrer Haderslev Byråd til at sige ja til en moske.

 

Det er derfor beskæmmende for os at opleve, at stærke politiske kræfter i Haderslev modarbejder det muslimske trossamfunds ønsker om at opføre en moske i den udformning, det ønsker.

Opfordringen kommer i et åbent brev, fordi sagen om en moske med kuppel og minaret i et af byens industriområde, er sendt videre til byrådet. Det er et mindretal i udvalget for plan og miljø, der har krævet sagen sendt videre, efter at et borgerligt flertal bremsede planerne:

Det åbne brev til Haderslev Byråd lyder:

"Når vi læser om chikane og forfølgelse af kristne i nogle af de mellemøstlige lande, fyldes vi med sorg og vrede, men vi ved, og vi glædes over, at mange muslimske borgere i samme lande tager afstand fra chikanen og forfølgelsen og føler med de forfulgte kristne.

Vi ved fra vore muslimske bekendte her i landet, at de fleste herboende muslimer også tager afstand fra forfølgelse af kristne i muslimske lande. De ved af egen erfaring, at det er afgørende vigtigt, at forskellige religioner i samme land lever i fredelig sameksistens.

Vi, der alle er aktive i den danske folkekirke, ved, at det er muligt for muslimer og kristne at leve fredeligt side om side samtidig med, vi er i mission.

Vi mener, det er vigtigt, at denne fredelige sameksistens, som vi kan iagttage her i Haderslev, nødvendigvis fortsætter.

Det er derfor beskæmmende for os at opleve, at stærke politiske kræfter i Haderslev modarbejder det muslimske trossamfunds ønsker om at opføre en moske i den udformning, det ønsker.

Vi skal derfor opfordre Haderslev Byråd til at være imødekommende over for trossamfundet, når sagen skal behandles i byrådet.

 

Underskriverne:

Anders Ravn, Lise Kåg, Helge C. Jacobsen, Kim Eriksen, Marianne Christiansen, Hans Vium Mikkelsen, Carsten Ørnsholt, Rasmus Hejsel, Inge Lindhardt Mikkelsen, Edel Bjerre Hedegaard, Peter Vibe, Kirsten Münster, Paul Erik Brodersen, Finn Wetter, Niels Krustrup, Mirjam Fibiger, Kim Nørbygaard, Christian de Fine Licht, Mikael N. Andersen, Bent Jespersen, Henning Hummelmose, Erik Holmgaard, Dagmar Clausen, Brian Tolbøll Schmidt, Helle Meck, Henning Wehner