Folkekirken er vigtig - valget er ikke

Folk i Syddanmark er glade for kirken, men ligeglade med menighedsrådsvalget. Det viser en ny meningsmåling, som Epinion har lavet for DR og TV SYD.

Undersøgelsen viser, at tre ud af fire syd- og sønderjyder ikke mener, at det kommende menighedsrådsvalg har nogen interesse for dem.

Lige så mange - nemlig tre ud af fire - mener dog, at Folkekirken er en vigtig del af det danske samfund.

Er blevet anonym

Tyrsted sogn i Horsens er et godt billede på meningsmålingen. Her har der ikke været kampvalg siden 1980'erne. Det er selv om sognet er et af landsdelens største med over 9.000 folkekirkemedlemmer.

- Vi kan ærgre os over, at Folkekirken måske er blevet anonym. Vi er kun på forsiden, når vi gør noget dumt, så det kan være, at vi skal være bedre til at komme på forsiden med de gode historier, siger Kirsten Hovmøller, der er menighedsrådsformand i Tyrsted sogn, til TV SYD.

Naturlig

Den manglende interesse for menighedsrådsarbejdet er dog meget naturlig. Det mener provst Kræn Christensen fra Hjerting Kirke ved Esbjerg.

- Det er ligesom med skolebestyrelser og sportsklubber, hvor man gerne vil bruge faciliteterne, men ikke sidde i bestyrelsen, siger Kræn Christensen til P4 Syd.

Valget til landets menighedsråd er den 13. november. Der er kampvalg i blot 5 procent af sognene.

Fakta om meningsmålingen:

- Undersøgelsen bygger på en repræsentativ meningsmåling blandt 1.008 danskere over 18 år. I det syd- og sønderjyske og i Trekantområdet har henholdsvis 114 og 133 borgere svaret på de to spørgsmål..

- På spørgsmålet "Hvor stor betydning har menighedsrådsvalget for dig" svarer 71 procent, at valget har lille eller meget lille betydning, mens kun 16 procent mener, at valget har stor eller meget stor betydning. 13 procent svarer "hverken eller."

- Til udsagnet "Folkekirken er en vigtig del af det danske samfund" svarer 74 procent, at de er helt eller delvist enige i, at Folkekirken er vigtig. 14 procent er helt eller delvist uenige, mens 12 procent svarer "hverken eller" eller "ved ikke."