TV der bevæger dig

Folkemusik fejer Rihanna af banen

20-årige Marit Schöipel foretrækker folk fremfor pop. Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

145 unge musikere fra Danmark, Tyskland og Østrig hylder folkemusikken i grænselandet.

I omklædningsrummet på Alsion håndterer den 20-årige tyske musiker trompeten i hånden med samme selvsikkerhed, som de fleste unge mennesker håndterer deres smartphone. For 20-årige Marit Schöipel kan folkemusikken noget, som moderne pop slet ikke kommer i nærheden af.

- Man kan mærke musikken. Alle lytter til popmusik som Rihanna, men folkemusik handler om kulturen, og du kan danse til den på en helt anden måde, forklarer den unge musiker.

Marit Schöipel er del af folkBALTICA-ensemblet, der torsdag holdt åbningskoncert på Alsion i Sønderborg. Forude venter yderligere 30 små og store koncerter på begge sider af grænsen.

Med årets festivaltema bidrages der musikalsk til det officielle Europæiske Kulturarvsår 2018 - derfor lyder undertitlen til årets festival ”Sharing Heritage“- ”at dele arv“.

- Jeg synes, at folkemusikken er vigtig. Den holder liv i kulturen og kulturarven. I Tyskland har vi mistet meget af folkemusikken eller den er forsvundet ind i den klassiske musik, mener Marit Schöipel. En del af den arv, der bliver delt i koncerten, er kendte børnesange som ”Bro, bro, brille” og ”Hønsefødder og gulerødder”.

- De sange er del af 10-15 melodier, som vi kan finde overalt i Europa. Det er sange, som vi arbejder med for at vise vores forskelle og ligheder, siger ensemblets leder Harald Haugaard. Han håber, at musikken vil samle de folk, der hører den.

- Vi vil gerne vise, at selvom tendensen er, at Europa deler sig op, så er musikken noget, der samler os på tværs af grænser.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden