Folketingsmedlem til minister: Paraffinudledning skal stoppes

Nu kræver lokal folketingsmedlem svar fra miljøministeren for at stoppe flere paraffinudslip fra skibe.

Efter de seneste dages udslip af paraffin på strandene på vestkysten på Fanø kræver folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen (Soc.dem.) nu handling fra miljøministeren.

Ifølge FNs regler på området må skibe godt rense deres tanke og dumpe paraffin ud i havene, så længe de ligger 12 sømil fra land.

- Det er frustrerende og fuldstændig urimelig over for kommunen, staten og naturen, at tankskibe fuldt lovligt kan forurene vores kyster, siger Christian Rabjerg Madsen til TV SYD.

I et brev har Christian Rabjerg Madsen nu bedt miljøminister Jakob Elleman-Jensen om at fremlægge problematikken om udledningen af paraffin for FNs internationale maritime organisation, IMO.

Christian Rabjerg Madsen forventer ikke, at Danmark alene kan ændre reglerne for rensning af skibstanke.

- Ministeren kan ikke egenhændigt ændre det, men det er vigtigt, at ministeren lægger pres på IMO og søger alliancer med andre lande, siger Christian Rabjerg Madsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra miljøminister Jakob Ellemann-Jensen tirsdag.

HVAD ER PARAFFIN, OG HVOR KOMMER DET FRA?

Ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi, DCE, kommer paraffinen fra skibe, der renser deres tanke ude på det åbne hav.

- Paraffin kan være et element fra råolie, men så burde det være sort og tjære-agtigt. Det er sandsynligvis oprenset paraffin, der for eksempel bliver brugt til sterinlys, siger seniorforsker Pia Lassen.

Det er FNs internationale maritime organisation, IMO, der fastsætter reglerne for rensning og dumping ude på åbent hav, og ifølge reglerne hører paraffin ikke under farlige stoffer, og derfor må skibe gerne dumpe stoffet i havet hvis de ligger over 12 sømil fra land.