Folketingspolitiker tager vigtigt budskab med sig fra 1. maj

Benny Engelbrecht (A) er en af de politikere, der har haft noget at se til, på Arbejdernes Internationale Kampdag. Men han havde stadig tid til at lytte.

Overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte faldt på plads for få dage siden. Derfor var det naturligvis også et samtaleemne på 1. maj, der er Arbejdernes Internationale Kampdag.  

Folketingspolitiker Benny Engelbrecht (A), der er valgt i Sydjyllands Storkreds, var en af de politikere, der holdt tale i forbindelse med kampdagen blandt andet i Broager.

- Det er vigtigt at understrege, at den danske model netop eksisterer, fordi der er folk, som organiserer sig. Det er det, som vi fejrer og markerer i dag. At man i en by som Broager kan holde 1. maj traditionen i hævd, det synes jeg er fantastisk, og det vil jeg gerne støtte op om, siger politikeren til TV SYD.

Benny Engelbrecht startede 1. maj i Guderup inden turen gik til Broager. Inden turen gik videre til Sønderborg, havde han tid til at gøre status over, hvad han havde fået ud af dagen.

-Det, at den danske model virkede, og at overenskomstforhandlingerne er landet på et forhåbentligt fornuftigt resultat - nu skal der lige stemmes først. Men jeg tror, at det har givet lyst til at fejre, at det sådan set gik meget godt. At det var godt, at vi politikere ikke blandede os, det synes jeg, måske er det vigtigste budskab, som jeg har fået med mig fra mødedeltagerne, siger Benny Engelbrecht.

Det eneste, han havde en lille anke omkring 1. maj, var vejret.