Fond overtager Schackenborg Slot

Det har været en vanskelig beslutning at afhænde Schackenborg, men jeg er overbevist om, at vi med denne løsning sikrer Schackenborgs fremtid bedst muligt, siger Prins Joachim i en pressemeddelelse fra hoffet.

- Prinsesse Marie og jeg er glade for den løsning, som vi har fundet frem til med stifterne af den nye fond.

Stifterne indskyder i alt 113 mio. DKK i forbindelse med etableringen af Schackenborg Fonden. Heraf indskyder Prins Joachim 13 mio. DKK svarende til værdien af den folkegave, der blev givet til Schackenborg i 1995.

Schackenborg Fondens formål er at bevare Schackenborg Slot som en af landsdelens vigtigste historiske ejendomme og dermed sikre, at den kulturværdi, slottet har for egnen, fortsat udvikles.

Fonden ønsker fortsat at give offentligheden adgang til besøg i parken og lejlighedsvis at åbne slottet for publikum ligesom Schackenborg Slot og park skal stilles til rådighed for særlige almennyttige arrangementer indenfor det kulturelle, videnskabelige, sociale og uddannelsesmæssige område.

Schackenborg Fonden vil stå for vedligeholdelse af Schackenborg Slot og park samt drive de landbrugsarealer, der hører under Fonden.

Fonden etableres med virkning fra 1. juli 2014.