Forårsklargøring endte med brand

En række bådejere var søndag eftermiddag ved at gøre deres både klar i en lagerhal i Broager, da forårsklargøringen endte med en brand.

Branden opstod, da en af bådejerne i lagerhallen ville starte motoren på sin båd, men muligvis kom til at spilde noget benzin ved påfyldningen.

Da bådejeren så startede motoren, har en gnist sandsynligvis antændt benzinen - der lød et brag og branden opstod.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser sidst på eftermiddagen til TV SYD, at fire personer blev kørt til observation for røgforgiftning, da røgen fra glasfiberbådene kan være giftig.

Båden udbrændte

Den uheldige bådejers egen båd udbrændte, og yderligere tre både fik brandskader.

Selve bygningen og og de øvrige både i lagerhallen fik desuden sodskader.

Inden de frivillige brandværn nåede frem, havde bådejeren selv forgæves forsøgt at slukke branden med en pulverslukker.

Brandværn fra Gråsten, Sønderborg, Broager og Vester Sottrup deltog i slukningsarbejdet.