Forårsrengøring hos TV-storkene

Den kendte storkerede i Smedager blev lørdag gjort klar til en ny sæson. Storkene kommer nemlig tidligt i år, og hunstorken Annika er allerede på vej fra Afrika.

Der venter en ny og spændende storkesæson for alle de seere, der følger med i livet i storkereden i den lille landsby sydvest for Aabenraa.

Lørdag blev der gjort grundigt rent, og der kom ny halm i reden. Det er frivillige fra Storkene.dk, der hvert år sørger for, at reden ser godt ud, så storken har lyst til at vende tilbage.

Som noget nyt er der i år også blevet installeret et nyt webkamera ved reden. Det kan både dreje og zoome ind og ud. Det betyder, at det bliver muligt at komme helt tæt på livet i reden.

Ifølge Jess Frederiksen fra Storkene.dk, så er der allerede mange storke lige syd for grænsen. Derfor håber foreningen også, at Annika eller en anden hunstork finder vej til reden i år.