Forælder ville holde elev hjemme fra efterskoletur

En tur til Istanbul for en 10. klasse på Rejsby Europæiske Efterskole blev et heftigt diskussionsemne på grund af terrortruslen.

Flere bombeangreb mod Istanbul gjorde en efterskoletur til et godt debatemne for elever og forældre ved Rejsby Europæiske Efterskole. Debatten gik på sikkerheden under en 10. klasses kommende rejse til den tyrkiske storby. Og faktisk var flere forældre parat til at holde deres børn hjemme fra turen.

En af dem er Karen Madsen, der er mor til eleven Karl-Emil, der går på Rejsby Europæiske Efterskole.

Eleverne er delte i debatten om sikkerheden på deres Istanbul-tur.

- Hvis skolen ikke havde sagt som noget af det første, at de selvfølgelig ville følge Udenrigsministeriets rejsevejledning, så tror jeg meget seriøst, vi ville have overvejet at holde ham hjemme, siger Karen Madsen.

Blandt eleverne er der dog noget mere delte meninger omkring de sikkerhedsforbehold, som skolen tog på turen til Istanbul.

- Min mor var en af dem, der ikke var så glad for, at jeg skulle afsted. Hun var i hvert fald en af dem, der tog mange forbehold, siger eleven Karl Emil Jakobsen.

- Jeg synes ikke, der var nogen grund til at være bange, fordi det skal man ikke være i forhold til terrorisme. Hvis du er bange for det, så vinder de på en måde. Sandsynligheden, for at jeg bliver angrebet, er ret lille, siger eleven Thomas Siger Ejskjær Gravholt.

Eleverne fra Rejsby Europæiske Efterskole skal efter planen både til Bruxelles og Tyrkiet i det kommende skoleår - uanset frygten for terror.