Forældre mishandlede børn i 16 år

Et forældrepar fra Aabenraa er tiltalt for grov mishandling af og trusler mod deres fem døtre.

Endnu mens Vestre Landsret behandler Brønderslev-sagen skal domstolene til at behandle endnu en sag, hvor et forældrepar står tiltalt for en årelang grov mishandling af og trusler mod deres børn.

Mandag tager Retten i Sønderborg hul på sagen mod et forældrepar fra Aabenraa, der er tiltalt for i fællesskab eller for at opildne hinanden til at mishandle deres fem døtre.

Døtrene, der i dag er syv, 13, 16, 20 og 24 år gamle har siden 1995 og frem til den 31. maj i år ifølge anklageskriftet måttet lægge ryg til mishandling, trusler og ydmygende behandling fra deres far og mor.

Ifølge anklagemyndigheden blev pigerne slået med både knyttet og flad hånd i ansigtet og på kroppen, ligesom forældrene har sparket dem både med og uden sko - nogle gange mens de lå på gulvet.

Pigerne er blevet skubbet ind mod møbler og vægge, slået med pinde, bælte og fluesmækker, ligesom forældrene kastede forskellige genstande efter dem og klippede deres hår af.

Den ene af pigerne er desuden blevet slået i hovedet med en flaske, og på et tidspunkt holdt faren en kniv mod en af pigernes hals, mens han ifølge anklagen sagde: "Hold din kæft, eller slår jeg dig ihjel".

Foruden fængselsstraf vil anklagemyndigheden i domsmandsretten kræve erstatning til pigerne.