Forældre-pres får Esbjerg til at aflyse terror-øvelser for skolebørn

Esbjerg Kommune aflyser nu elevernes medvirken i terror-øvelser på byens folkeskoler.

Det er pres fra forældre, der nu fører til aflysning af terror-øvelser, hvor skolernes elever medvirker:

-  Vi aflyser øvelserne, fordi der har været så megen virak om øvelserne, at det vi i virkeligheden ville – nemlig at afprøve vores beredskab på skolerne i almindelighed – fortaber sig i debatten om man er for eller imod en terrorøvelse, siger Esbjerg Kommunes skolechef Henrik Skou til TV SYD.

Han bekræfter, at en række forældre har henvendt sig til kommunen og udtrykt deres modstand overfor øvelsen.

Forældre har peget på, at det er at gøre børnene unødvendigt bange og bekymrede, og at det ikke står mål med den minimale risiko for et terrorangreb på en skole i Esbjerg.

 Øvelserne var sat i værk på baggrund af den seneste tids terrorhændelser i Paris og tidligere på efteråret i Sverige, hvor en person trængte ind på en skole i Trollhättan bevæbnet med en kniv med det resultat, at to mennesker mistede livet.

Efter den tragiske hændelse i Sverige har der været fokus på skolernes beredskab og især det faktum, at de sædvanlige reaktioner, som sættes i værk ved en eventuel brand, ikke kan anvendes, hvis en sådan situation opstår.

I stedet for øvelserne, som alle på skolerne skulle have deltaget i, involverer skoleledelserne nu kun de ansatte og orienterer dem om, hvordan de individuelt og i grupper skal reagere, hvis en farlig situation opstår. Derudover vil skolelederne drøfte med skolebestyrelserne, hvordan man på skolerne fremadrettet arbejder med beredskabsplaner.