TV der bevæger dig

Forældre til Facebook: Stop det

06:02

Esbjerg-siden er nu lukket, men der er flere andre sider, hvor børn og unge anonymt hænger andre ud med navn.

1 af 2

Facebooks begynder nu at reagere på talrige protester fra forældre, der græmmes over, at deres børn bliver mobbet og chikaneret på selskabets sider. Foreløbig er Esbjerg sladder lukket, og en række lignende sider undersøges.

- Den slags skal Facebook ikke bruges til. De sladder-sider er åbenlyst i strid med vores regler, siger kommunikations-konsulent Jan Frederiksson, Facebook i Stockholm.

Han oplyser, at TV SYDs henvendelse fik Facebook til at lukke Esbjerg sladder, og at de tilsvarende sider med andre bynavne nu bliver undersøgt.

- Vi får mange klager, der skal undersøges, men vi vil nu gennemgå de andre sladder-sider, understreger han.

Forældre har i flere dage henvendt sig til Facebook for at få stoppet siderne. Børn og unge bliver hængt ud med falske rygter om deres seksuelle adfærd.

- Min 14-årig datter blev udstillet på en side på Facebook, som hed Ikast sladder. Det har gjort, at hun fuldstændig er bukket under og knust. Nu har Facebook slettet den side, men der er desværre lavet en ny, skriver Annette Erland i en mail til TV SYD.

Jeg er vred

Heidi Hjorth skriver:

- Som forældre til to teenagere, hvis venner er blevet udstillet på det groveste på siden, er jeg mildest talt målløs over deres manglende forståelse for, at få siden lukket ned. Hvordan kan man sidde overhørig, at unge udstilles og mobbes på det groveste? Jeg er vred og frustreret over Facebook ikke reagerer i sådan en åbenlys problemstilling. I værste fald kan en ung føle sig så udsat, at det ender helt galt.

Hvis Facebook ikke selv reagerer, når selskabet bliver gjort opmærksom på mobning, chikane og æreskrænkelser, er det en langsommelig proces at få det stoppet.

Datatilsynet oplyser, at man i første omgang skal henvende sig til de personer, som har oprettet siderne, for at få krænkende oplysninger slettet.

- Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man henvende sig til os i Datatilsynet, siger kontorchef Lena Andersen.

Datatilsynet kan høre de ansvarlige og udstede et påbud.

Hvis det heller ikke giver resultat, kan Datatilsynet melde siderne til politiet.

Indholdet af sladder-siderne er åbenlyst i strid med flere paragraffer i straffeloven om æreskrænkelser og krænkelse af privatlivets fred.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden