Forældrelykke i Lintrup Zoo

En yndig lille Lemur Catta har netop set dagens lys i Lintrup Zoo. Dyreparken kalder selv den nyfødte for en lille sensation.

Lintrup Safari Zoo Park er indehavere af en hun og to hanner af halvaberne Katta Lemur.

- Det lille dyr lever normalt i skovområder i det sydvestlige Madagaskar. Her lever dyrene af at spise planter, blomster, blade, bark, og små insekter.

I Lintrup Safari Zoo Park fodres dyrene med frugt, grønt og abepiller ? og gode faciliteter. Rammerne er altså så gode, at halvaberne trives med kærlighed, som blomstrer i fuld flor og nu har båret frugt, fortæller den stolte ejer Kristian Jessen Hansen, om den begivenhedsrige fødsel af Katta Lemur-ungen.

- Jeg var så ufattelig heldig, at jeg så han-lemuren være?på? hunnen, men var ikke sikker på  at graviditeten var i hus. En Katta Lemur bliver ikke tyk, når den er gravid, så vi kunne ikke se om den var drægtig. Jeg er utrolig glad og pave stolt over at det er lykkes for os, fortæller ejeren.

Barsels-diæt

Det er ikke en selvfølge, at fangenskabs-aber selv magter at tage sig af deres unger, men det gør den nybagte mor rigtig godt i Lintrup.

- Hunnen får lidt ekstra vitaminer og specialfoder. Det giver vi for at hjælpe hende med at holde mælkeproduktionen oppe, så hun er rustet til at varetage pasningen af ungen, siger zoo-ejeren.

Lintrup Safari Zoo Park har haft Katta Lemur i parken længe, men den nybagte far kom først i december 2009. Derfor er det ifølge Lintrup Zoo et lille mirakel, at der nu er familieforøgelse, da hunnen er drægtig i cirka fire måneder.