Forældrene ud af klasseværelset

Forældre, der følger deres børn helt ind i klasseværelset - og bliver der - forstyrrer den gode start på undervisningen. Horsens-team rykker ud.

Ro i timen er en forudsætning for effektiv inklusion af alle børn. Men det kan knibe, når forældre står i vejen.

- Nogle forældre har meget svært ved at få sagt farvel til deres børn om morgenen. Derfor kan vi være nødt til at indskærpe over for dem, at de forlader klasselokalet senest kl. 8.00. Forældrene skal have tillid til, at de afleverer deres barn til kompetente lærere. Det giver den bedste start på skoledagen, siger Dorthe Holm, der er specialkonsulent i Horsens Kommunes inklusionsteam i en pressemeddelelse fra Horsens kommune.

Inklusionsteamet i Horsens Kommune rykker ud til skolerne for at skabe regler for både elever, lærere - og forældre.

For lærernes vedkommende kan det være at møde op i klassen lidt før, det ringer ind. Det skaber ro i flokken, og man undgår, at børnene går i tomgang. For elevernes vedkommende kan der være regler om, at der hverken må spises eller drikkes, mens der undervises.