Forbereder blokade mod Ryanair

Fagbevægelsen er nu gået i gang med at planlægge en blokade af Ryanair i Billund Lufthavn. Den kan ramme tusindvis af danskeres sommerferie.

Ryanair har afslået at deltage et forhandlingsmøde om overenskomster for personale organiseret i HK og 3F.

- Vores invitation til et møde er blevet afvist af Ryanair, så nu er der kun en vej frem for os, og det er at indkalde til et koordinerende møde i LO, siger Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union, til politiken.dk.

Ifølge Politikens oplysninger vil mødet have til formål at aftale en blokade mod Ryanair, som kan være en realitet allerede i midten af juni.

Topchefen siger nej

Ryanairs øverste direktør, Michael O'Leary, sagde allerede 29. marts til TV SYD, at selskabet under ingen omstændigheder vil presses til at indgå danske overenskomster. I yderste konsekvens vil Ryanair droppe Billund Lufthavn.

- Så finder vi bare et andet sted at flyve fra, sagde han.

Selskabet har åbnet en fast base i Billund med ruter til blandt andet Alicante, London, Mallorca, Rom, Malaga og Tenerife.

Lavprisselskabet er kendt for at ansætte personale på løse kontrakter til lav løn uden grundlæggende rettigheder som løn under sygdom og barsel.

En faglig blokade af selskabet i Billund vil betyde, at flyene ikke kan få leveret brændstof, catering, håndteret bagage og tjek ind.