Forbipasserende finder død mand

En mand er fundet død i et skovområde i Bække ved Vejen. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

En forbipasserende fandt onsdag aften en død mand i et skovområde i Bække.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan endnu ikke sige noget om identiteten på manden eller hvor længe, han har været død.

- Nu afventer vi en obduktion af liget. Den regner vi med vi har klar fredag, og så må vi tage den derfra, siger lederen af lokalpolitiet i Vejen, Lars Bjerregaard, til TV SYD.

Siden 20. juni har en 28-årig polsk mand fra Bække været meldt savnet, men politiet ved altså endnu ikke, om det er ham, der nu er blevet fundet i skoven.

- Det er noget af det, vi skal arbejde på at finde ud af nu. Vi bliver nødt til at afvente obduktionen. Vi kan ikke sige så meget mere nu, slutter Lars Bjerregaard.

Den savnede 28-årige mand forsvandt søndag 15. juni ved 15-tiden fra sit hjem, mens hans kone var væk fra hjemmet.