TV der bevæger dig

SAMFUND

17-årig blev voldsomt forbrændt til eksamen: - Hver gang jeg ser en ambulance, tænker jeg på ulykken

Tirsdag er det præcist et år siden at Ali Muhsin blev forbrændt på store dele af kroppen. En eksamen i naturfag gik helt galt. Vær opmærksom på, at billederne i artiklen kan virke voldsomme.

00:24

Efter en lang pause kan Ali Muhsin endelig styrketræne igen. Det gør mig glad, fortæller han. Video: Hans Lausten, TV SYD

Eksamen er sat i gang. I fysiklokalet går Ali Muhsin rundt og er ved at forberede sig til sit forsøg. Han er spændt, men fokuseret på at klare sig godt. Foran ham på bordet står en porcelænskop med varme kul. I den ene hånd har han en flaske med sprit og i den anden låget til flasken. Forsigtigt hælder ham sprit i låget, som han bruger til at hælde spritten over de varme kul. Men pludselig sprænger det. Flammerne er for store og rammer flasken med sprit.

Hver gang jeg ser en ambulance, så tænker jeg på ulykken.

Ali Muhsin, 1.g., Business College Syd

Derfra går det hurtigt – alt for hurtigt. Ilden får fat Ali Muhsins tøj – et par nylontræningsbukser og en t-shirt af polyester.

- Jeg rendte rundt med ild over det hele, husker Ali Muhsin, og forklarer hvordan censoren fik slukket ilden med en kittel.

Ali Muhsin er tilbage foran skolen i Sønderborg. Skråt overfor parkeringspladsen og på den anden side af de røde murstensvægge ligger fysiklokalet. Der hvor det for præcist et år siden gik grueligt galt.

Den 18. juni 2018 blev den nu 17-årige dreng fløjet med helikopter til Rigshospitalet med forbrændinger efter den skæbnesvangre eksamen. En eksamen der har sat sine spor.

- Hver gang jeg ser en ambulance, så tænker jeg på ulykken. Når jeg er ude, og mine forældre hører en ambulance, så ringer de for at høre, om jeg er okay, fortæller han.

Sådan så det ud, da Ali Muhsin for et år siden blev fløjet til Rigshospitalet. Et måned skulle der gå, før han blev udskrevet og kunne begynde genoptræningen. Foto: John Melin, TV SYD

Andengradsforbrændinger og hudtransplantationer

En hel måned var Ali indlagt på Rigshospitalet. Det meste af overkroppen blev forbrændt. Fra halsen og hele vejen ned til taljen er huden brændt væk. Venstre hånd blev bundet ind med alle fem fingre for sig selv. Også højre albue og begge lår blev ramt af ilden.

- Da jeg så sådan der ud og lå i den seng, troede jeg aldrig, at jeg ville nå så langt, siger Ali Muhsin, mens han kigger på billeder fra dengang.

Læs også Forbrændt 16-årig: Læreren skulle have husket mig på sikkerheden

Ali Muhsin husker tilbage på dagene i hospitalssengen – både dem før og efter operationen. Cirka halvvejs i forløbet var han igennem en hudtransplantation, hvor sund hud fra lårene blev flyttet op på overkroppen.

- Det så voldsomt ud. Sårene ligner en hel rustning – et skjold. Der er sygt at tænke på, hvad ild kan gøre, siger han, mens billederne kører på tabletten foran ham.

00:30

Hør Ali fortælle, hvordan ulykken skete.  Foto: John Melin, TV SYD

Luk video

Varige mén

For et år siden i sygesengen sagde Ali Muhsin, at han ville ønske, at han kunne få sit normale liv igen. Han ville være sammen med vennerne, begynde i skole og starte med at træne igen. Det er lykkedes i løbet af det seneste års tid, hvor sårene er helet. Men er alt er ikke helt som før.

- Jeg ville gerne kunne tage min trøje af, når jeg er på stranden, og undgå de mærkelige blikke. De kigger på mig, som om jeg er et anderledes menneske, siger han.

Siden ulykken har Ali Muhsin også forsøgt at være forsigtig omkring åben ild, eksempelvis når vennerne tænder grillen. Han mindes blandt andet en gang, hvor det var ved at gå galt for vennerne og flammerne blev for høje.

- Jeg var ved at stikke af. Jeg tænkte på mig selv, for jeg ved jo godt, hvordan det er at blive brændt, erindrer han.

Fakta om sagen:

Arbejdstilsynet har udstedt et strakspåbud til Humlehøj-Skolen, der skal forhindre at noget lignende kan gentage sig. Også sikkerheden ved eksaminer skal strammes op

Da ulykken skete bar Ali Muhsin hverken kittel eller sikkerhedsbriller. Ifølge papirer, som TV SYD har fået aktindsigt i, konkluderer Arbejdstilsynet, at læreren ikke har bedt eleven om at iklæde sig kittel til eksamen, og det er myndighedernes vurdering, at kombinationen af Ali Muhsins tøj og den manglende kittel forværrede skaderne på Ali Muhsins krop.

Efter et halvt år valgte politiet ikke at gå videre med sagen. Lige nu kører en erstatningssag, men hverken Sønderborg Kommune eller Ali Muhsins advokat har ønsket at udtale sig.

Se mere

Skiftede skole for at undgå fysik/kemi

Efter ulykken færdiggjorde Ali Muhsin 9. klasse, og derefter startede han på en ungdomsuddannelse. Først startede han på Statsskolen i Sønderborg, men det varede ikke længe. En uge efter måtte han skifte til handelsskolen. Fysik og kemi var en del af skoleskemaet på Statsskolen. Det var det ikke på handelsskolen.

- Jeg var bange for at havde faget, forklarer han.

Til sommer er Ali Muhsin færdig med første år på Business College Syd, og han er klar til at komme videre efter ulykken.

- Det kan godt være, at jeg ikke er blevet stærkere fysisk, men psykisk og mentalt er jeg blevet meget stærkere, siger han.

Læs også Mens hans forbrændte krop heler, går han med jakke i 30 grader