Fordobling af tvangsanbringelser

Siden Esbjerg-sagen er antallet af tvangsanbringelser uden for hjemmet fordoblet i kommunen.

Esbjerg-sagen i 2011, hvor en 41-årig mand blev idømt syv års fængsel for overgreb mod otte børn, satte fokus på behandlingen af børnesager.

Siden er mængden af underretninger og tvangsfjernelser ifølge JyskeVestkysten eksploderet.

Værste sag

Socialminister Karen Hækkerup (S) sendte eksperter fra Ankestyrelsen til Esbjerg for at gennemgå samtlige børnesager i kommunen efter den omtalte sag.

Det skete efter, at kommunen - ifølge sin egen redegørelse for sagen - oplyste, at den i løbet af to et halvt år fik fem konkrete advarsler.

Alligevel formåede kommunen ikke at afsløre en 41-årig mand fra Esbjerg, før han begik en stribe seksuelle overgreb på børn.

- Den her sag er den værste, jeg har set, forstået på den måde, at der har været så mange svigt i det kommunale system, sagde Karen Hækkerup til DRs 21 Søndag.

Det er ifølge DR første gang, Socialministeriet sætter en kommunal familieafdeling under administration ved at lade eksperter fra ankestyrelsen gennemgå alle børnesager i kommunen.