Foreningsliv frem for fitness

Danmarks Idræts-Forbund går målrettet efter at få flere voksne medlemmer i idrætsforeningerne. Nye idrætsgrene skal bane vejen for et højere medlemstal.

Instruktører fra hele landet var i dag samlet på Vejle Idrætshøjskole. Her blev de undervist i alternative og nye træningsdiscipliner.

I dag præsenterede Danmarks Gymnastik Forbund og Danmarks Idræts-Forbund nemlig i fællesskab fem nye træningsformer.  

Tanken er, at de nye idrætsgrene skal være med til at puste liv i det danske foreningsliv.

- Vi håber, at de nye idrætsdiscipliner kan hjælpe foreningerne til at få fat i nye medlemmer - og at de bliver bedre rustet til at fastholde de medlemmer, de allerede har, siger Anne Pøhl, kommerciel chef for Danmarks Gymnastik Forbund. 

Fitnesscentre er urolige

I løbet af de seneste tre år har idrætsforeninger i Syddanmark mistet op mod hvert fjerde voksne medlem.
Mange har i stedet meldt sig ind i et af landets mange fitnesscentre.
Men måske bliver det nu omvendt.

Ejer af fitnesscentret Lido Fitness i Vejle kritiserer Danmarks Idræts-Forbunds nye initiativ:

- For ikke så mange år siden, havde foreningslivet ikke de ting, fitnesscentrene kan tilbyde. De har kopieret os - og fordi de ofte kan gøre det billigere i foreningerne, end vi kan i centrene, stjæler de måske nogle af vores kunder, siger Peter Larsen.

I løbet af de næste fire år vil Danmarks Idræts-Forbund bruge 40 millioner kroner på at få voksne medlemmer tilbage i foreningslivet. Pengene kommer fra overskuddet på Tips- og Lottomidlerne.